Casper’s Kamp

Jeg må hellere starte med en forklaring på, hvorfor jeg har valgt at kalde den her katergori for “Tirsdage med Sanne”.
Nu skal i se.. Jeg har en ret god veninde som sjovt nok hedder Sanne. Hver tirsdag har vi fri på et så latterligt tidspunkt, at hun skal vente på sit tog i en hel time.
Treds minutter lyder måske ikke af meget, men selskab er jo meget rar at ha’ i sådan en situation.
her har jeg ofret mig selv, som en anden gudedyrker og spendere den time med hende, så hun ikke er helt alene.

Disse tirsdage er gået hen og er blevet ret specielle for mig, da jeg somregl ikke aner hvad jeg skal lave resten af mine tirsdage efter skole. Så i bund og grund er det også meget rart for mig, at jeg har én at være lidt sammen med dér.

Nå, men for at det hele skal gå ordentlig til må jeg jo hellere tage tirsdagen for et par dage siden som start.

Vi fik en virkelig sær idé i skolen om at vi egentlig gerne ville fodre ænder nede ved en sø, der ligger tæt op af Koldinghus (et slot midt i Kolding, til jer der ikke aner hvad det er). Søen havde vi været nede ved før, i sammenhæng med én af de andre tirsdage vi har brugt sammen.
Vi fik en ven til at smide os af nede på banegården som sædvanlig efter skole. Inden da havde turen da gået forbi Shell tæt ved skolen, i håb om at de havde noget billigt brød - men uden held.
Da Netto ligger forholdsvis tæt på banegården var det en oplagt mulighed at gå derned, og anskaffe os de ting vi nu skulle bruge.
Til alt held fandt vi noget rustikt durumbrød på tilbud det hele 7.25,- som vi selvfølgelige købte.
Og så gik turen ned til søen!

Da vi kom derned var der allerede et ægtepar der havde kapret alle ænderne, de få svaner der holder til, samt alle de irriterende måger. Se det var jo ikke lige hvad vi havde forestillet os, men til alt held løb det stakkels ægtepar da forholdsvis hurtigt tør for brød, og da alle vores bevingede venner opdagede vi havde brød, var det med et grådigt padlen at de kom hen til os.
Vi lærte hurtigt - destruktive som vi kan være - at det var meget nemt at starte en slåskamp blandt mågerne, samtidig med at vi var noget så overrasket over mågernes evne til at gribe brødstykker i luften.
Det var endnu sjovere at starte en kamp på livet mellem ænder og måger, og mindsanten ikke om det også skete.
Vi fik også besøg af en noget så klog ravn, der fandt ud af at hvis den skrappede på en bestemt måde, så fik den brød.

Vi kom frem til den konklusion at svaner generalt er et dumt dyr, og vi skammede os over hvordan denne smukke fugl med hjerne som et hamster, kunne gå hen og blive vores nations nationaldyr.
Ikke bare er det her monstrom af en fugl langsom som en pensionist i et væddeløb, men det fatter heller ikke, at når brødet ligger og skvulper rundt VED SIDEN af den, så skal den dreje hovedet og smule og æde det. Men nej, det kan en svane åbenbart ikke fatte, og somregl kom en måge først og snuppede brødet. Den stakkels svane kunne ikke gøre meget andet en at hvæse af mågen som i bund og grund var ligeglad.

Vi fik snakket, grinet og taget billeder af måger. Det er de tider hvor jeg er virkelig glad for, at jeg lærte Sanne at kende.
Vi er nogenlunde på bølgelængde efter min mening, og vi ved hvordan vi kan pjatte sammen og ha’ det virkelig sjovt. Jeg ville ikke for noget somhelst i verden bytte mit venskab med Sanne ud.
Det er tider som disse jeg vil huske til den dag jeg bliver en gammel, små-fed grå mand, og glæde mig over at jeg fik chancen for det.

Som sagt vil denne kategori omhandle mine tirsdage med Sanne, og om hvordan det vil påvirke mig som person.

Endnu engang har forelskelsen vist sit grimme ansigt - og tro mig; den her gang er det virkelig grimt.

Vi skal noget tid tilbage, faktisk helt tilbage til dengang jeg startede på skolen. Dengang så jeg den sødeste lille pige i kan drømme om, med en udstråling der kunne modstå alt og en kreativitet som en fransk maler.
Straks fangede dette inferno af godterier jo min interesse, og som dagene gik blev modstålsen for at stjæle et blik mere og mere kompliceret. Jeg fortalte til mine nærmeste venner hvor sød jeg synes hun var, og havde svært ved at snakke om andet end hende.
Alt har jo en ende - eller det skulle man da tro, hvis man bare ejer den mindste smule logiske sans og en smule samling i kraniet.
Yes sir, en dag var pigebarnet væk, og mine drømme, håb og dybeste ønsker begyndte så småt at glide ud i intetheden.

Sommeren gik sin gang, og et eller andet sted havde jeg opgivet håbet om nogensinde at se hende igen. Jeg havde hverken et telefonnummer eller en adresse, og stjæle lærenes protokol var måske lige dristigt nok - selv for mig.
Skolen startede igen, ugerne gik og der var intet spor af hende nogen steder. Håbet var nu helt væk, og det kunne da også bare være ligemeget egentlig. Jeg var kommet videre, havde en ny kæreste og bekymringerne var slut.

Men så.. En morgen hvor jeg pudsigt nok var alene (selvom det virker ret usandsynligt) stod hun der. Helt mutters og alene, og på en eller anden måde måtte hun jo ha’ husket mig, for hun smilede da til mig da hun så mig, og som et fjog smilede jeg tilbage og blev overdynget af alt hvad jeg havde fortrængt.
Siden den dag var det blevet en tradition at smile til hende når jeg så hende, og smilet blev altid gengældt og alt var godt.
Senere hen fandt jeg ud af hvad hun hed, vi begyndte at snakke sammen, og hun kom hen til mig helt frivilligt for at spørge om hjælp, når der var noget hun ikke kunne finde ud af. Desuden havde hun åbenbart flyttet i mellemtiden, så heldig som jeg nu og da er, så skulle vi også med samme tog i skole om morgenen.
Se alt dette var jo en rig mulighed for at smide charme-bomben, og absolut gamble med alt hvad man kunne komme i nærheden af.

En fredag for ikke så længe siden havde vi fernisering for et projekt vi lavede før det vi er på nu, og snedig som en fucking ninja i fuld mundering måtte jeg lægge en plan.
Djævlen på min venstre skulder var i sit grådige Es og mente at se hende i skolen var ikke nok, og djævlen på min højre skulder var enig.
Jeg luntede roligt og fuld af mod hen til hende, sukkede dybt og trist mens jeg kiggede på hende og sagde at jeg synes det var lidt synd vi slet ikke så hinanden igen før efter weekenden. Med en knude i brystet og tics i det ene øje ventede jeg på det svar jeg gerne ville høre - og jeg fik det! Jeg scorede hendes telefonnummer, og havde der ikke været så mange mennesker tilstede, havde jeg fandeme danset en lille sejrsdans lige på stedet.
Vi kom ret hurtigt til det stadie hvor man deler små hemmeligheder om sig selv, og snakker om ting man normalt ikke ville snakke om.
Hun fortalte at der var en fra klassen som hun brød sig ret godt om, og jeg var jo hamrende selvglad, så jeg var da sikker på det var mig hun talte om, siden vi nu snakkede så godt sammen. Andet ville da være latterligt.
Men det var ikke mig. Næh nej. Altså jeg var ikke helt ude i kulden må jeg hellere tilføje, men jeg var bestemt heller ikke første prioritet.
Heldet havde vendt sig en smule i mod mig, men der var lang vej endnu.
Gutten hun åbenbart havde en fornemmelse for, var nemlig droppet ud, og boede i en helt anden by end hende, så chancerne for en romance mellem dem var nu egentlig en anelse slørret. Og siden hun nu havde tillid til mig, og jeg fungerede som rådgiver på et eller andet sølle plan, måtte jeg jo endnu engang strikke en plan sammen - en virkelig led plan, men jeg var gårdig og mente jeg havde ret til at kæmpe for min sag.
Mit råd til hende var først og fremmest at det ville være bedst hvis hun prøvede på at glemme ham. Chancerne for at de ville opnå noget somhelst var jo allerede små, og det ville nok alligevel bare ende med at hun ville blive såret.
Mit andet råd kørte på hendes selvværd, samvittighed og fornuft og med en smule overtalelse og fornuftighed fik jeg hende til at indse at de typemæssigt ville være en fuser. Nu var det her lidt at gamble med lykken, men det virkede i sidste ende. Som det så ud efter noget tid havde hun faktisk glemt ham, og jeg kunne ånde lettet op og fortsætte hvor jeg slap.

Fra det øjeblik af så det hele meget lysere ud, og det begyndte også at gå endnu bedre end det hidtil havde mellem os. Dog var der ingen romance på noget plan, og det hele virkede en anelse for platonisk for min smag. Selvfølgelig med lidt snedighed og disciplin kunne jeg vende det hele til min fordel.

Så sent som igår splintrede hele lortet som crystalglas udsat for ekstrem høj varme, og trådt i stykker af en gigant med golfsko.
Jeg fik en besked fra nævnte pige, om at hun var blevet inviteret hjem til denne gut, og at han savnede hende. Hvad fanden var nu det?! NEJ! Sgu da ikke sådan det skulle jo vel! Og straks fik jeg endnu engang masken på som rådgiveren under tvang. Hun spurgte MIG om hvad hun skulle gøre. Af alle mennesker, mig! Mig der har jagtet hende så længe, og som en mursten i fjæset måtte jeg værsgo at komme med mit bedst mulige råd.
Jeg KUNNE jo selvfølgelig bare sige til hende at det var en dårlig idé, og at de aldrig ville se hinanden osv. men gjorde jeg det? Nej selvfølgelig gjorde jeg da ikke det. Tænk nu på, at jeg på nuværende tispunkt er så forgabt i det lille stykke pragteksemplar, at jeg ville sænke hele verden i grus for hende bare for at gøre hende glad.
Jeg store idiot fortalte hende, at hun skulle gøre det, og se hvad der skete. Sig mig lige.. Hvor dum er man så? Det her følelses lidt som dengang jeg skød selvmål i fodbold og jublede af glæde som en idiot.
Jeg store, store idiot.

Så det er med rædsel skrevet i ansigtet, og påbegyndende tics i højre øje at jeg sidder her og kæderyger cigaretter, mens jeg med en ukontrolleret magt i sjælen, banker mit stakkels hoved mod væggen og sagte skælder mig selv ud og fortæller mig selv, hvilken stor idiot jeg egentlig er. Jeg havde jo chancen her.. Lige her!

Jeg kan ikke gøre andet nu end at vente til på mandag, og håbe på at de fandt ud af hvilken dårlig idé det egentlig var, og så lade mig komme til igen og være den superhelt jeg altid har været.

Jeg går en tur i brædderne - nogen der skal ha’ noget med?

Det er lidt længe siden jeg har opdateret den her blog. Jeg har alligevel ingen faste læsere som så, så jeg tvivler på skaden har været så stor igen.

Pigen jeg snakkede meget om i tidligere indlæg, endte faktisk med at blive min kæreste, men grundet uheldige omstændigheder gik vi fra hinanden. Dog i ro og mag, og der var ikke de store sure miner.

Skolen er stadig inkompetent som bare pokker, og nu er de også begyndt at fuske med deres metoder. I dag kom en af vores lærer hen og spurgte, om der ikke var én af os, der ville teste et nyt system de prøvede på at få op at køre. Med glæde sagde jeg ja i håb om at jeg ville score lidt extra point, da jeg på en måde sidder lidt i lort til halsen. Dette - åbenbart - nye system, var en slags personloghedstest, og jeg skal da lige love for, at nogle af de spørgsmål de fik fyret af, var ret dybe, og nogle af dem kom endda ikke skolen ved. Men herregud, jeg er ikke sart for at blotte mit sind lidt.
Nå, men det her systems skulle jo bare testes for at se om det virkede, men det endte med at alle elver på vores linie skulle tage den. Ikke noget med at teste det, nej nej, det var ren tvang! Så vidt jeg ved, så må de slet ikke lave sådan et nummer, men det viser også bare hvor inkompetente og desperate de vel egentlig er. Tak for lort, røvhuller!

Nå, men folk vil nok undre sig lidt over mit noget så drabelige valg af overskrift.
Nu skal i høre. Jeg havde engang en kæreste, som virkelig lå i dyb deprission da jeg mødte hende. Med tiden fik jeg hjulpet hende, og fik hende hevet lidt ud af det hul hun sad i. Det er noget der betyder meget for mig, at jeg har kunne hjælpe et andet menneske på den måde, og jeg fortryder ikke et sekund af det. I sidste ende havde hun det så godt, at hun kunne begynde at komme lidt ud og se ande mennesker, og være lidt social igen.
Godt nok var det ikke lige Guds bedste børn hun kom i lag med, men hun forsikrede mig at selvom der blev taget stoffer, så holdte hun sig ren og havde det hele under kontrol.
Vores forhold begyndte så småt at gå ned ad bakke fra den dag af, men hovedsagen var jo også at hun havde fået det bedre. Godt nok elskede jeg hende overalt på jorden, og hvis det havde stået til mig, så var vi aldrig gået fra hinanden. Men altså, som sagt så gik det ned ad bakke fra den dag, og det er også forståeligt nok. Et menneske der har været så indelukket i flere år, har jo sikkert nogle impulser og en masse energi at brænde af, så det kunne ikke være anderledes, at pigebarnet blev ivrig og måske en smule grådig.
Det var kun logisk at det ikke gik mere, da hun måtte vælge mellem dem og mig, for der er ikke mere end 24 timer i et døgn desværre. Hun elskede mig (det påstod hun hvertfald), men der var ikke tid til mig mere, og det bedste ville være at lade mig gå. Man skulle tro det hele stoppede der, ikk’? Det gjorde det ikke.
Der ro på i mange måneder, og ikke et ord blev udvekslet. Nok havde jeg ikke glemt hende, og kommer heller aldrig til det. Men af følelsesmæssige årsager mente jeg det var bedst, hvis jeg trak mig tilbage, og desuden påstod hun jo at hun havde det så godt, så der var egentlig ikke brug for mig mere. Vi fik sagt farvel, fældet et par tårer sammen og livet gik videre. Ikke flere bekymringer om deprissioner, skade på sig selv og hvad der efterhånden var blevet hverdag, og jeg måtte søge nye græsgange, og et kapitel i mit liv var overstået. Lige indtil igår aftes.
Vi havde en fælles ven (faktisk brød jeg mig ikke om ham), og siden det det tragiske brud havde han og jeg ikke snakket sammen.
Igår aftes fik jeg en besked fra ham, at der var noget han syntes jeg burde vide, omkring denne pige. Min første tanke var “Åh nej.. Hun er død”. Det var hun dog ikke, men kunne ha’ været.
Det viste sig, at ikke længe efter vi havde gået fra hinanden, var det gået helt gal for hende, med det lag hun rendte rundt med. Jeg vidste det var et spørgsmål om tid, før fristelsen for stofferne (been there, done that) blev for stor, og hun ville falde i. Jeg håbede så godt nok bare, at pigebarnet havde forstand nok til at kende forskel på rigtig og forkert. Til min store forbavselse var forstanden åbenbart røget sig en tur, og hun havde sniffet så meget speed at det var gået helt galt for hende. Men det var ikke bare det. Næh nej.
Senere hen, havde hun prøvet på at tage sit eget liv ved hjælp af en masse sovepiller, hvilket hun så tit havde truet med at gøre. Hendes familie tog affære, og hun er den dag idag indelukket på en insitution for selvmorderiske og afhængige unge. Ikke den pige jeg kendte desværre.

Men hvad har det så med mig at gøre? En hel masse faktisk, takket være det arbejde jeg havde lagt i vores forhold, og al den energi jeg havde brugt på at få rettet op på hende og gjort hende mere eller mindre rask (selvfølgelig med hjælp fra eksperter). Selvom vi ikke snakker sammen, så tænker jeg da på hende, og jeg har tit tænkt og håbet på, at alt gik som hun gerne ville ha’ det skulle. Alle de drømme hun snakkede om, virkelig gik i opfyldelse og alt var godt. Sådan så det jo nemlig ud, da vi gik fra hinanden.
Da jeg fik denne sørgelige nyhed smidt i ansigtet, tilbragte jeg tiden sammen med nogle nære venner og var egentlig i godt humør. Men da nyheden så gik igennem, så stoppede hele min verden. Nemlig.. Alt gik i stå, og alt var pludselig ligemeget.
Det var jo slet ikke sådan her det skulle ende, og hun fortjener virkeli bedre end det her. Efter en nedtur, så en optur med en nedtur til følge, besluttede jeg mig for at flette en mail sammen til hendes familie, for at lade dem vide hvor ondt det gjorde mig, at de var blevet udsat for det. De havde allerede kæmpet så meget med hende, og nu det her.
Det var bestemt ikke en rar fornemmelse for mig at vide, at jeg sidder her og ikke kan gøre en rygende skid, når jeg har kunnet gøre det før. Og et eller andet sted, så føler jeg, a jeg svigtede hende i sidste ende, trods alt hvad jeg gjorde, og alle de råd jeg måtte komme med, da jeg selv har stået i samme situation som hende.
Så nu sidder jeg her, og aner ikke hvad jeg skal gøre. Godt nok skrev jeg en mail til hende i dag mens jeg var i skole, og prøvede på at komme med den sidst mulige indflydelse jeg nogensiden kan diske op med. Om hun har adgang til internettet hvor hun er, det aner jeg ikke, men hun får den jo nok før eller siden. Jeg håber bare på hun vil lytte til mig én sidste gang, og aldrig nogensiden igen tager hverken stoffer eller prøver på selvmord igen. Hun har livet foran sig, og hendes drømme og ambitioner var guld værd.

Jeg ønsker hende og hendes familie det bedste, held og en masse lykke i fremtiden.

Undskyld, Lisa.

I kvinder skulle bare vide, hvor svært det faktisk er at planlægge en middag for 2, der gerne må lugte lidt af det hyggelige.

Hele dagen, eller hvertfald store dele af den (når jeg ikke lige har været optaget a Viva La Bam), har jeg siddet og brudt mit stakkels hoved med at komme på en idé, til en fin, lille sød middag til hende pigen dér i mit liv.
Selve idéen var faktisk let nok. Den kom sig sjovt nok af, at jeg sad og så et eller andet japansk køkkenprogram - og så var den idé født.
Nå, men det svære var jo ligesom at finde de rette opskrifter til det.
Jeg var et hav af forskellige ting igennem, men eftersom jeg stortset ikke spiser kød, og hun ikke er så vild med svinekød, så var den indbagte skinke ligesom taget af tapetet.
Nu vil jeg jo ikke røbe her, hvad jeg endelig kom frem til, for jeg VED hun måske læser det, og så ville overraskelsen være lidt ødelagt. Jeg ved det er noget hun kan li’, for det har jeg nemlig sørget for.
Hun ved godt nok også, at denne lille middag vil finde sted, men hun har ingen idé om hvad der helt præcist skal ske. Jeg er sikker på, hun nok skal blive positivt overrasket.

Jeg har godt nok opgivet at lave en forret, men der er en hovedret og en dessert! Det var ret svært at finde på selve hovedretten, for der er fandeme meget der skal bruges, og det vil nok tage timer. Så i ren panik, har jeg bestemt mig for at lave hvad jeg kan allerede torsdag, da middagen jo tager sted fredag aften.
Og ved I hvad? Det fryder mig at hun ikke aner en skid! Har lidt ondt af hende på det punkt, men hun skal jo ikke vide alt.

Nå, men ønsk mig held og lykke!

Sikke en dag.
Da mit vækkeur (telefonen) ringede i morges klokken ca. 05:30, var det første jeg tænkte “Du har fået en advanceret og speciel sms”. Hvorfor lige netop disse ord poppede op i hovedet på mig, ja.. der må jeg skylde dig et svar.
However, det var en stille morgen og eftersom jeg var løbet tør for cigaretter og mine skabe ikke huser noget der bare minder om kaffe (bortset fra kinesisk sort te, som jeg ikke bryder mig om), så havde jeg masser af tid til at gøre mig iorden med bad og hele svineriet.

Kl. 06:17 væltede jeg som en halvfed hooligan ud af min lejlighed, og med et surt blik stirrede jeg vredt på det grå vejr, som stod ned i stænger. Ser i; Mit hår kan være nok så fint og blødt, og jeg skal komme efter dig. MEN! Så snart det kommer i berøring med regnvand, så bliver det tørt (ja sgu da ikke på den måde) og en anelse fedtet uden egentlig at være det. Somregl ender det med, at mit hår gør som det vil ud over det sædvanlige. Mit hår kan ikke bestemme sig for om det har krøller eller om det er flat, så det er noget af en mellemting. Og når det så først bliver udsat for regnvand, så tager fanden ved det og jeg kan opgive kampen om en nogenlunde og respektabel frisure.

Et kvarter senere stod jeg inde i kiosken på banegården, og gloede med et frådende smil og et grådigt blik på deres kaffeautomat. Mit lille uheld for ikke så længe siden, var på daværende tidspunkt glemt, og jeg tog brysk en stor kop og placerde i den “højteknologiske” maskine og legde lidt med knapperne.
Og nej, denne gang slap jeg for et uheld.
Jeg fik min kaffe (som stadig smager a lort.. gad vide hvor tit den maskine bliver renset), og jeg lod mærke til at der var en ny ekspidient af en ældre model!
Jeg placerede koppen på disken, og med en fumlen fik hun slået skidtet ind. Og her er jeg så flink og ville ikke lægge pres på hende så jeg holdt min kæft indtil hun havde fået fumlet rundt med kassen, hvortil jeg forventede det sædvanlige “Ellers andet?”, men.. Det kom aldrig! Jeg fik bare smidt prisen i hovedet med det samme, og med et opgivende suk fik jeg fremstønnet at jeg altså også lige skulle ha’ 20 Prince Light med i købet inkl. et eller andet fast føde fra deres sparsomme udvalg. Min indre djævel grinede højlydt af hende fordi hun ikke selv kunne få fat i hvad jeg skulle ha’, og ligefrem havde en “pædagog” til at stå ved siden af hende til at finde hvad folk bad om.
Nå, men udenfor gik det, og jeg fik gnavet det tørre brødværk jeg havde købt i mig, mens jeg røg løs på dagens første smøg.
Da jeg næsten var færdig blev jeg antastet af en yngre mand, med den nyeste moderne frisure og tøj selv Justin Timberlake ville gå i gulvet over. Jeg fik hævet mine hovedtelefoner af hovedet, og med et dovent “Hva’?” gloede jeg træt på ham. Det viste sig at den unge mand bad om en smøg, og mens han fumlede rundt med sin pung for at finde penge til mig, forsikrede jeg ham om, at han ikke behøvede at betal for det.
Hvad jeg ikke fatter er, hvorfor han lige valgte at spørge mig. Altså ikke for at være fordomsfuld, men de her moderne mennesker plejer somregl at sparke til mig og grine hånligt at mit sorte hår og komme med spydige kommentare om hvorvidt jeg er satanist eller ej. Men det skete ikke, og senere gik det op for mig at staklen faktisk går på min skole.
Noget nervøs var han, for han fattede overhovedet ikke hvilket tog han skulle med, da han somregl plejer at køre i bil med en ven.
Stadig usikker fulgte han dog med mig, og jeg viste ham hvilket tog det var.
Han satte sig da også i samme bås som mig og vi snakkede lidt.. Ja lige til hans venner kom, så var jeg ikke brugbar mere. Men jeg brokker mig ikke. Så kunne jeg også høre musik i fred og indtage dagens første dosering af litteratur.

Nå, men jeg ankom til min skole og lidt efter ankom mine venner og vi kunne starte på dagen.
Vi sad først og tågede rundt på computerne (jeg lavede ikke andet), og lidt efter lidt måtte jeg vende mig mod Danni (min ven) og sige “Hvor fanden er de andre?”, hvortil han svarede “Jamen.. de er jo til design”. Det undrede mig lidt og spurgte ham så hvad fanden ham og jeg sad her for, og efter vi havde tjekket vores skema gik det op for mig, at ham og jeg faktisk slet ikke skulle ha’ nogle timer idag, fordi skolen har nosset i den med vores skema. Må hellere få rettet op på det imorgen, dur ikke jeg ikke får de timer, selvom det i teorien kunne være ligemeget, da jeg i min fulde ret har lov til at forlade skolen imorgen hvis jeg fik tilbudt en læreplads der.

Nå, men for at være seriøs så har jeg faktisk mere på hjertet end bare min start på dagen.
Som vi alle har set i Nyhederne og Tv-Avisen, så har det jo været en vild weekend i Kolding, som ikke engang ‘Fars fede ferie’ kan overgå.
Ja, de kære nazister har været på tur i fuld mondering og leget med de store drenge.
De blev jo mødt af vores svar på Che Guevara & Venner klar til kamp, med en indblanding af Politiet.
Her har jeg faktisk ondt af Politiet, at de sådan skal lege gårdvagter, men vores unge (nej ikke nazisterne) kæmpede jo for en god sag, taget i betragtning af at over 100 blev anholdt, og åbenbart nægtet mad i flere timer, iført strips på en stor mark hvor Politivovserne bliver luftet. Nu ligger landet således at jeg kender flere af de anholdte, og her må jeg dog forsvare mine venner lidt. Det så ud til at Politiet ikke havde helt styr på hvad folk var blevet nakket for, og generalt var der bare kaos.
Lige som en sidenote, så er jeg ikke selv så politisk aktiv, så jeg var altså ikke i Kolding, selvom jeg gerne ville ha’ været det.
Men ja, det var jo ikke kun de unge autonome der fik én over nakken.
Jonni Hansen (Formanden for DNSB) måtte jo også æde en ordentlig mundfuld jord, da han - idiotisk nok - prøvede på at slå en Politimand ned. Flot Jonni, virkelig flot. Det er et godt indtryk at udgive.. Spade!
Nazister og mode.. Se den undrer mig en smule. Hvorfor er det lige at de højtstående medlemmer af div. Nazi-partier altid er klædt i hvid skjorte og rødt slips? Nu er jeg ikke selv det største modedyr, men selv jeg kan da sige at det outfit ser da ikke for smart ud. Bestemt giver det ikke udtryk for den hårde attitude disse mennesker burde have, men nærmere skolens nørd.
Desuden kunne Jonni også trænge til at tabe et par kilo. Man kan jo ikke være en overlegen race og så være blegfed på samme tid vel?
Jonni - Vold avler vold =))))

Sidst men da hvertfald ikke mindst. Tror ikke jeg har følt mig så meget elsket som jeg gør disse dage. Mary, skatter, du er min redningsmand! Du dejlige, dejlige væsen, hvad skulle jeg dog gøre uden dig? 11 dage.. Jubii!

Nå, men, nu har jeg da vist også fået ud hvad jeg havde på hjertet for idag. Gud det var rart at få renset systemet lidt, føler mig så dejlig let nu.. eller så skyldes det muligvis det massive vægttab jeg går igennem for tiden pga. sult og alt for meget motion.

Da jeg var barn og fik slik af min mor, så gemte jeg altid det bedste til sidst. Selv samme ting vil jeg gøre med dette oplæg for idag. Nemlig tage de lidt kedelige ting først, og så slutte af med et brag fuld af lykke.

Idag kom regeringens ultimative nådestød for os rygere. Ja nemlig.. Forbudt at ryge på alle offentlige steder indendørs. Av, den sved lidt.
Her og der har jeg set allierede rygere brokke sig over det, og ligefrem protestere noget så kraftigt på div. bulletins rundt omkring på nettet.
Der er visse gode argumenter i blandt, men de fleste er ret latterlige. Jeg synes nu de argumenter der pointere, at ikke-rygere har ret til deres luft er ret gode. Jamen, det gælder da også for os, hver gang en billist kører forbi os. Hvis vi skal til at være smålige, så er der masser vi kan tage af hvad gælder vores sunhed her i Danmark, og jeg synes nu ikke at rygning ligefrem er det vi burde slå ned på først, men eventuelt sætte vores benzin forbrug ned lidt først.
Men ak o’ ve.. Jeg har ikke det store imod det her rygeforbud. Et eller andet sted er jeg nu meget glad for det. Nok ryger jeg som en skorsten, men hvis jeg skal på café med en ven eller pigen af mit hjerte (Ja du ved hvem du er), så er jeg sikker på jeg sagtens kan overleve en time eller to uden absolut at skulle ryge. De fleste der går i skole eller på arbejde er jo også vant til det der, så jeg kan ikke se den store forskel.
However, de folk jeg har ondt af er de folk der går ud og danser sig dumme i låget på et diskotek. Et røgfyldt diskotek er ulækkert og til at brække sig over, men mine tanker går nu stadig til denne del af vores fest-glade befolkning.
Jeg var ude at spise morgenmad idag med mine venner, og over alt blev vi bombet med “rygning forbudt” skilte. Det rørte os ikke, men det stod heller ikke i vejen for en lille vittighed nu og da.
Jeg fandt det sjovt, da klassens “mor” åbnede et vindue og vi gloede sært på hende, hvortil hun svarede: “Ja.. det er når jeg skal ryge omlidt i al protest”. Så grinede vi lidt og så var det altså det.
Folk burde ikke brokke sig så meget over det, men bruge selv samme energi på at lære at leve med det istedet. eller måske bare stoppe med at ryge?

Nå, anden del.. Hvilket er den gode del:

Som dagene går derud ad, bliver hele mit kærlighedsliv bedre og bedre.
For godt en uge siden var det ikke så meget andet end en smule harmløst flirteri og charme, men nu er bomben altså sprunget og tingene har taget fart på. Jeg tror jeg med ro i stemmen og Armors pil i ryggen erklære mig selv for forelsket.
De sidste par dage har været absolut fantastiske, og der har ikke været et eneste øjeblik hvor jeg ikke har kunne løsrive mine tanker fra hende. Hun er der når jeg vågner, og minsandten også når jeg går i seng. Jeg kan godt li’ det der med, at hun er den første jeg snakker med når endnu en smuk dag starter, og den sidste jeg snakker med når vi begge skal sove.
Så vidt jeg kan forstå, er hun vist også gået hen og er blevet forelsket i mig, og det er da bestemt ikke noget jeg vil brokke mig over.
Men altså, vi har fundet en dato nu, og hvis alt går ligeså godt som det gør nu, så ender vi med at være kærester inden ret længe.
I disse tider står snakken meget på vores følelser, de bange anelser der altid er der, og hvordan og hvorledes. Men det går nu meget godt, og hun har en hel speciel evne til at opsluge mig og lade mig dovent svæve efter hende i en trance af fuldendthed.
Om et par uger har vi så en hel weekend for os selv, da min kære Mor rejser udenbys for at deltage i en revy, som hun åbenbart er med til at lave, så jeg var hurtig og spurgte om jeg ikke lige måtte låne hendes lejlighed mens hun alligevel er væk. Til dels er der mere plads end der er i min, bedre faciliteter og så ligger den mere centralt. Det gir en masse veloplagte chancer for en masse hygge, en bytur og besøg hos en af mine venner.
Men der er lige én ting jeg så tilgengæld SKAL gøre. Ja.. Passe min mors bidske papegøje, som jeg både elsker og hader som pesten. Det ender nok med jeg skal en tur på skadestuen og ha’ syet et par fingre på igen, efter jeg har gjort et mislykket forsøg på at fodre den. Men for at se det på den lyse side, så kan det være at jeg endelig kan få skabt et bånd med det satans kræ.
Men, nok om den satans papegøje.
Det her handler jo om min nyvundene kærlighed til den her pige.
Meget kan man kalde mig. Pessimist, hadefuld og absolut neurostisk, men én ting er helt sikkert. Det er længe siden jeg har været SÅ glad her, og ikke mindst så forelsket.

Jeg håber på det bedste, det gør jeg virkelig. Kan uden problemer se os som kærester, som mon ikke det sker?
Kære læser, hører du et tordende glæsesudbrud om få uger, så ved du hvorfor.

Mindre kvæstet slog jeg øjene op kl ca. 06:35 imorges, ved en bippende lyd der skar gennem hjerne, nerver og ben. Mit ur var sat til 07:30, så det kunne bestemt ikke være det. Næh nej! Det var en SMS.
En SMS der straks fik mig gjort frisk og i en hel del bedre humør, som en snegl i en Hotrod.
Man behøver ikke være en idiot for at gætte hvem det var fra, og jeg er da absolut lykkelig for at blive vækket på den måde. Åh gud hvor var det dejligt! Samtidig med at jeg lå der trygt under min dyne og skrev, steg mit humør sekund for sekund i graderne og godt en halv time senere stod jeg op og smilede lidt af hele verden. Bedre start på dagen kan jeg ikke rigtig komme i tanke om ligenu.
Men hvis Himlen findes på jorden.. Ja, så findes Helvede vel sagtens også.
Jeg var i super god tid til at komme i skole, og de få planer jeg havde der skulle ordnes inden jeg kunne sætte kursen mod skolen gik som smurt. Ingen slinger i valsen.
Jeg ankom til skolen samtidig med et par af de bedste venner fra klassen, og med et kæmpe elskende og varmt smil gik jeg dem i møde.
Ikke én af dem kunne nænne at sige “Godmorgen Casper, hvor er det dejligt at se dig. Gud du ser godt ud idag” (Jeg er stadig selvglad) og det første jeg blev mødt med var “Casper.. Har du smøger?”. Med et krympende “Øhm.. jaaah” måtte jeg dele et par smøger ud, og følelsen af at det her ville blive en lang dag, begyndte så småt at æde sig vej gennem min absolut morgen-lykke.
Alle fire af dem var i så absolut råddent humør, så det hjalp ikke en døjt at jeg stod der og smilede som en anden idiot, og havde lyst til at kramme dem allesammen. Jeg spurgte klassens “mor” hvad der var galt, og hendes sætning startede med “Jamen det er også bare fordi han… ” og resten var en mumlen jeg ikke forstod, og jeg turde ikke spørge hvad det var hun sagde. Ville være det samme som at glo ned i løbet af et meget stort håndvåben som ville blive trykket af.
Uden videre følger opgav jeg at finde ud af hvad der foregik, og det så ud til at de vist bare ville være i fred.
Jeg holdt kæft med min nyvunden lykke, og lod dem allesammen surmule i fred. Senere hen endte det da med at “mor” dog smilede lidt, og da jeg diskret efterspurgte en grund, blev jeg mødt med et varmt svar “Jamen jeg bliver altid i godt humør af at være sammen med Jer”.

Nyt projekt stod for døren idag. Et projekt vi fik lov til at vælge i sidste uge. Valgmulighederne havde været; “The Folder”, “Graphic Flow” og “The Office”. Eftersom jeg ligesom læser til Medie Grafiker, kunne jeg straks vælge “Graphic Flow” og “The Office” fra. De var henholdsvis for de grafiske trykkere og de teknisk designere. Ikke noget der sagde mig noget, så jeg holdt mig til “The Folder”. Et valg jeg fik gennemtænkt ret grundigt idag, men holder fast ved det.
Mødet omkring projektet gik igang og med et gab satte vi os ned og mens de andre surmulede videre, prøvede jeg på at lytte efter.
No shit, men jeg føler mig som en nybegynder igen. Det er ligesom os der er på det udvidede forløb - os de seje, men tror fanden da ikke også at vi skal lave det samme projekt som alle de nye. Fedt.. Ser ud til vi åbenbart tager hele forløbet om igen, hvilket betyder al den tid vi brugte før sommerferien har ikke været andet end spild af tid.
Efter at det hele blev forklaret mht. at vi kun måtte bruge sort, hvid og så en helt anden farve, så det hele ikke ligner et farve helvede, og hvademnet generalt var (kommunikation) blev vi sluppet fri til at uddybe emnet. Hovedemnet er altså kommunikation, og den undergren jeg har valgt er undergrundskulturen. Umiddelbart skal det hele stilles op som førtid, nutid og fremtid.
Der skal laves en masse research, men det skal nok gå. Det er forholdsvis nemt, og det tager ikke alverden at lave en 8-siders lang folder. Fandeme om de ikke har givet os 4 uger til det. Vi er færdige om en uge.

En nær ven af mig havde ikke sovet i nat, og begyndte så småt at brokke sig og snakkede om at han ville tage hjem omkring kl. 12.
Han holdte den til 9:45, og da alt det her alligevel er spild af tid for os, så besluttede vi os for at skride.
Klokken ca. 10 blev jeg “smidt” af nede på banegården, og så stod jeg der.
Med hele 24 minutter til mit tog gik, bestemte jeg mig for at jeg var sulten. Havde alligevel ikke fået morgenmad, så det var en oplagt ide.
Tæt ved banegården ligger der en lille shop der sælger sandwiches, og eftersom jeg er stærkt imod fast-food (åbenbart) syntes jeg at en ægte sandwich ville være et hit.
Jeg gik stille ind i shoppen, gennem-gloede deres menu-kort og bestemte mig for en bagel med æg.

Jeg blev mødt af den mest morgen-sure ekspedient jeg har oplevet i årvis. Det var med et mord i blikket og suk i stemmen hun tog imod min ordre, og da jeg smed pengene på disken kom der endnu et opgivende suk og hun nærmest flåede pengene ned fra disken.
I samme sekund kommer en smart forretningsmand ind i shoppen. Jeg vil skyde på han var i slutningen af 30′erne, men holdte sig pæn i tøjet og lugtede kvalmende sødt.
Efter han havde placeret sin ordre, spottede han hurtigt at denne hersens ekspedient var i noget så voldsomt et humør. Altså, hun var sgu heller ikke god til at skjule det. Selv kasseapperatet blev vrisset af, og lige inden ham forretningsmanden kom ind, havde hun bandet og svovlet af den stakkels maskine fordi hun åbenbart hader penge (Øh.. ?).
Anyway.. Charmerende prøvede han “Nåh.. du er da vist i et dårligt humør idag, hva’?”, hvorefter hun smilede på ægte blondine-manér og svarede “Jeg er bare træt”, og så var der mig der tænkte “Haha.. fjols”.
Forretningsmanden fik sin mad først da hans flutes åbenbart ikke skulle i ovnen, og efter han havde udvekslet et mislykket smil med den møgsure ekspedient forlod han shoppen.
Der stod jeg så, tilbage med Helvedes svar på Jennifer Ellison, som endnu engang sukkede da hun kiggede på mig og spurgte gnavent “Skal der tomat i, eller hvad?” hvortil jeg svarede “Nej tak” så pænt som jeg kunne. Opgivende og halvt prvokerende kom spørgsmålet så “Hvad med salat?”.. “Ja tak”, og jeg sværger. Jeg skulle bare ha’ sagt nej. Havde der ikke været en disk mellem os, havde hun fandeme halshugget mig.
Jeg fik min bagel og min flaske vand og med en fart ikke engang jeg kendte til jeg havde, forlod jeg shoppen, med mine høretelefoner på til lyden af dejlige Stars. Bange, skræmt, forvirret og med mangel på tid satte jeg kursen mod banegården og nåede med nød og næppe lige mit tog, hvor jeg endelig kunne sætte mig ned i fred og ro. Nyde min bagel, læse avisen for idag og glæde mig over, at nu skal jeg heller ikke opleve flere sure folk for idag - ikke uden jeg selv vil det!

Udover det, så har jeg gjort mig få tanker omkring mig selv. Altså, jeg er vældig charmerende, OK. Det behøver vi ikke engang diskutere, sådan er det bare. Jeg ved hvad jeg skal sige, og hvornår jeg skal sige det. Men, hvad jeg har på det punkt, mangler jeg bare et andet sted, og det skal der gøres noget ved nu. Altså, nu har jeg jo fundet den her perfekte pige ikk’, og det ville jo for helvede være død og pine hvis jeg dukkede op og lignede det vrag jeg ligner nu. Vil jo gerne være lidt lækker og se lidt indbydende ud (til øretæver måske). For sådan som jeg lægger stilen nu, er der ikke meget at råbe hurra for. Der skal lidt fedt væk, mit hår skal genfarves og klippes og så skal jeg nok også ha’ fat i noget nyt tøj, lagt an fast ansigtskur hver morgen og evt. også blive bedre til at barbere mig. Jeg vil være perfekt!

Alt hvad jeg har beskrvet om min skole so far, glemmer vi alt om for nu. Den første uge er overstået, og det er med et had i mit sind at jeg skriver dette lige pt.

Skolen havde jo fattet den var helt gal, og minsandten de ikke besluttede at gøre noget ved det. Min skole er nu gået fra at være et dejligt afslappet sted med masser af tid til at lave sine ting, til at være et halv-nedren diktatorisk sted, med endnu mindre styr på tingene.
Mit projekt gik da ok. Blev rost til skyerne og det fik sparket det hele igang på en ok måde.
Vi lavede ikke meget andet hele sidste uge end det projekt, hvilket gav os en vis frihed til at holde pauser når vi ville osv. Én ting fik pisset mig godt og grundigt af dog. Det er ok at skolen får noget der ligner 1.500,- pr. elev, og det er ok at de af den grund har taget så mange ind. MEN! (Ja.. der kom et men.) Kan de da for helvede ikke få tingene tilpasset lidt?
Torsdag snøvlede vi ud for at holde en 5-minutters rygepause. Vi låste vores maskiner så der ikke kom en eller anden og nakkede vores lort og evt. slettede alt det vi sad med, men hvad skete der? Jep.. Da vi kom ind igen, var vores maskiner blevet bemandet af en flok 16-årige bebumsede små sataner, der bare havde slukket for lortet så alt vores arbejde var væk. Fem skide minutter tager det at pisse en mediegrafiker af. Boblende af had til vedkommende der havde taget min maskine, måtte jeg indse at jeg ikke kunne gøre meget ved det.
På min skole hjælper det ikke at brokke sig. Sidst jeg gjorde det, gloede min lærer dumt på mig og nærmest skreg “Casper! Så opfører du dig ordentlig!”.
Hvorfor skal jeg opfører mig ordentlig, når det tydeligvis er dem der har begået en brøler? Dårlig pædagogik kan vel også bruges som en forsvarsmekanisme af aller laveste grad, og jeg klukker stadig af grin over, at min skole sagtens kan indse fejlen, men spiller hellige og gi’r os skylden.

Nå, men det hele skal jo ikke kun være brok. Der er jo også sket en hel masse gode ting, og.. Ja.. Undskyld, men nu bliver jeg nok en anelse følsom, personlig og ret candyfloss, men det skal jo ud, ikk’?
Husker i pigen jeg engang inviterede ud? Ja, nemlig.. hende. HENDE!
På nuværende tidspunkt står jeg og gynger lidt på usikker grund rent følelsesmæssigt. Jeg er sådan ca. noget der kan betegnes som skudt i hende.. virkelig skudt i hende. Spørgsmålet er bare hvad jeg kan gøre ved det. Situationen er svær, og selvom jeg allerede har haft min fair del af kærester, og burde slå mig ned som munk, så er grådigheden der jo. Udover grådigheden, så skal man jo også finde ud af hvordan og hvorledes man nu vil trække skidtet (nej ikke hende, dit fæ) i land og gøre alle de rigtige ting. Ja, jeg har før hørt den der med at nu går det alt for stærkt, eller vedkommende har levet i en drømmeverden, eller at hendes venner bare savner hende osv. Se, det jo ligesom det jeg skal arbejde mig udenom, og alligevel fremkomme som ham den vildt seje og seriøse fyr der er værd at holde af.
So far går det ret godt, og de nye tricks jeg har taget i brug har givet pote, så selv Mads Mikkelsen ville blive misundelig på min metoder (Selvglad er jeg nemlig).
Men, ej.. for at være seriøs. Følelsesmæssigt har det været en virkelig fed uge, og jeg er virkelig glad for det er gået som det er gået. Godt nok ødelægger pigebarnet min søvn, og stjæler det meste af min hjernekapacitet, men det er det hele værd. Jeg synes hun er absolut skøn!
Udover at vi har så meget tilfælles og at det hele går stille og roligt hånd i hånd, så er det også kanon spændende at lære et helt nyt menneske at kende, og jeg er virkelig glad for det lige blev hende her. Tænker på hende når jeg vågner, og når jeg falder i søvn.
Nu mangler jeg bare det sidste skridt før jeg kan kalde mig fuldtids-forelsket.

Jeg har en meget god veninde, og i bedste Cloak & Dagger stil optager hun rollen som Cloak. For tiden er hun udsat for en hel del drillerier fra min side. Her skulle hun forestille at være den mørke og mystiske, men.. tingene har ændret sig. Alternativ som hun er, har hun gjort det mest normale jeg kan komme til at tænke på. Hun har købt et marsvin. Det er så her min hjerne går i stå, og jeg tænker “Marsvin? Hvorfor ikke en slange, eller måske en edderkop eller sådan et eller anden klamt?” Men nej.. et Marsvin. Men ok, hende om det. Har set det lille ellers så søde dyr, og det er jo ikke overraskende sort, men derfor er det stadig et marsvin! Men sødt er det da. Nu mangler vi bare et navn til den lille dame.

Det var med død, destruktion og bomber i hovedet da jeg slog øjnene op kl 06:00 imorges.
Efter blot 2 og en halv times søvn, kunne jeg langt fra betragte mig selv som vågen og frisk. Men op skulle jeg.
En ny dag gruede - en dag der ville vise sig at fylde en hel del mennesker.
Efter et bad jeg knapt nok kan huske og en bustur jeg allerhelst ville ha’ været foruden pga. en eller anden smart fyr i jakkesæt der gloede underligt på mig, kunne jeg finde mig selv hjælpeløst stående på banegården, hvor jeg med et ondsindet blik skar tænder af skærmen, der fortæller hvornår togende kører.
Jeg er begyndt at hade Fredericia for deres ellers så smarte sommertidsplaner over busserne. Hvorfor er det lige, at de først begynder at kører normalt igen d. 11. når jeg startede d. 6.?! Men altså, istedet for de sædvanlige 20 minutters ventetid på banegården, kunne jeg her se frem til hele 45 minutter.
Træt, irriteret og mere eller mindre vred på hele verden besluttede jeg mig for at købe den største kaffe kiosken kunne tilbyde. Planen virkede sikker og jeg var sikker på at intet kunne gå galt her, men…
Jeg fandt frem til den ellers noget langsomme kaffemaskine og fumlede rundt med en stor kop, som jeg pænt satte hvor den nu skulle stå, og fik efter noget tid bestemt mig til hvad jeg ønskede. En mokkachocolate bestemte jeg mig for, helt sikkert ville gøre underværker, på sådan en rådden morgen. Hele 2 gange skulle der hældes kaffe i koppen, da det var en stor én, så det tog lidt tid. Jeg fik sat låget på og vadede med tunge skridt op til kassen og nikkede til den ellers så søde kvindelige ekspedient og fik i farten også lige købt en pakke cigaretter. Da hun gav mig mine byttepenge tilbage, havde jeg kun lige 3 fingre fri, som jeg så ville tage kaffen med.
Idet jeg hæver koppen fra disken og får den ført udover diskens afgrund ryger låget af lortet, og i et langt sekund kan jeg se min kaffe styrte til jorden og jeg når lige at tænke “ARGH!!” inden kaffen rammer gulvet og så havde vi balladen.
Med et panisk ansigtsudtryk blev den ellers så søde ekspedient helt krid-hvid og udbrød gentagende gange “Åh nej.. Åh nej!”, hvortil jeg undskyldene ikke kunne svare andet end “Åh jo”.
Med en hurtig vending får hun en anden ekspedient som åbenbart er lidt højere i graderne end hende til at overtage kassen, og får fremtvunget et meget stramt smil til mig med ordene “Du tager bare en ny”, og med et var hun væk.
Jeg skynder mig at få hentet en ny kaffe, nikker til den anden ekspedient i farten på vej ud og så er jeg den der er forduftet.
Kaffen smagte af lort forresten.

Godt 35 minutter, en brokkende sms-besked til hende den søde pige som jeg har inviteret ud og ca. 15 siders American Psycho senere sidder jeg trygt i toget, og håber på at resten af dagen bare vil være stille og rolig nu. Inden jeg når skolen ved jeg at der er et stressende punkt der skulle overståes. Nemlig busturen fra Kolding Station til skolen. Den bus er altid latterligt propfyldt af mennesker, og idag var bestemt ikke en undtagelse. Med rædsel i mit blik gloede jeg på den horde af mennesker der stod på ved de næste par stop efter banegården, og selvfølgelig var bussen allerede så fyldt ved stationen, så jeg ikke kunne få en siddeplads. Efter den tur, er mit sympati-niveau for dyr der bliver fragtet gennem Europa steget endnu 10 grader på mit “Ha’-ondt-af-barometer”. De rundtregnet 9 minutter det somregel tager føltes som en evighed.
Da jeg endelig nåede skolen stod alle andre sjovt nok også af. En kødrand af mennesker væltede ind på skolen og med mord i mit sind ønskede jeg på det dybeste, at de ikke skulle være i vores område da det ville sætte prikken over i’et for en absolut lortedag.
Normalt plejer jeg at have heldet med mig - Bare ikke denne gang! 90% af de mennesker der var med bussen skulle nemlig være i vores område, hvor os mediegrafikere holder til.
Så lidt plads, så mange mennesker. Og her sidder vi og laver projekt, og larmen blev bare værre og værre. Tilsidst måtte os der kendte hinanden fra før sommerferien blive højrystet og vise at ligenu er det altså os der bestemmer.
På den lyse side så morede vi os over at skolen har lavet lort i den, så der faktisk slet ikke er plads nok til alle de folk, så nogle af de nye måtte sidde flere ved én computer. Skolen prøvede på at fremlægge den idé for os også, men eftersom vi sidder og laver individuelle projekter, så kunne det ikke rigtig lade sig gøre.
Inden sommerferien kunne jeg tælle til ca. 25 mennesker i vors område, nu er der noget der ligner 105. Med lidt held vil en del af dem droppe ud så vi kan få lidt fred og ikke skulle trækkes gennem dette larmende helvede hver eneste dag.

Resten af dagen blev tilbragt med familie, hvor jeg monotomt sad i sofaen og var fysisk tilstede, men mit sind var gået i baglås, og jeg havde svært ved at følge med i noget somhelst.
Og som ny-udsprunget vegetar (igen for 20. gang) var det svært ikke at spise mors frikadeller, men det lykkedes mig at holde nallerne væk.
Da jeg endelig kom hjem stod den på et par samtaler med nogle bekendte, TV og et forsøg på at sove, men det gik ikke da jeg ligesom fik nogle sms-beskeder fra en bestemt person.

Og her sidder jeg så…

Øv. Jeg føler mig søvnløs. Endnu engang sidder jeg oppe, og klokken er lidt over 02:00. Egentlig var jeg ret træt allerede ved 20:00, og var parat til at knalde brikker. Men, men, men.. Det var jo alt for tideligt. Så vill jeg vågne igen ved 3-tiden, og så ville jeg blive rigtig smadret når jeg endelig var kommet i skole.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det. Det er jo irriterende når jeg ved jeg skal op kl. 6 og gøre mig klar til skole osv.
Sidder og lytter til gode gamle The Verve, og de minder mig om dengang jeg var yngre. Dengang The Verve rigtig var fremme. Sikker på de fleste kender Bitter Sweet Symphony - Hvertfald én af mine favoritter.

Det er muligvis den der kærlighed der holder mig vågen. Jeg havde ellers besluttet at give op på den, og så ellers fokusere på de mere vigtige ting i min tilværelse. Men den ligger jo altid dér og gruer. Det er første gang i flere år jeg har været single her i så lang tid, og det er virkelig et helvede. Også lidt derfor at jeg ville opgive den.
Som jeg kort skrev i den sidste post, så havde jeg jo inviteret en pige ud - en vældig sød en af slagsen endda. Uden at gøre det for personligt, så havde vi jo ikke snakket sammen så meget de sidste par dage. Hvorfor kommer ikke rigtig andre end mig og hende ved. Anyhow, jeg fik en besked fra hende igår. En besked der beviste at hun hvertfald stadig var interesseret.
Det måtte jeg jo gøre noget ved! Jeg skrev tilbage, og her idag tog jeg fat i en veninde ved navn Masha for at beskrive situationen, og høre hvad fanden jeg så skulle gøre. Efter at have beskrevet hele balladen, skrev hun; “Du vil jo ha’ hende.. Efter hende!”, og jeg makkede ret.
Vi fik snakket hertil aften, og blev enige om at tage den med ro. Det var åbenbart hvad der skulle til, for nu har jeg også hendes nummer.
Der er nogen der kan!

For tiden har vi en-mands projekt i skolen.
Det blev annonceret igår at vi skulle have projekt. Åbenbart et projekt hvor vi skal sammensætte en kalender. Og her troede jeg det var noget virkelig stort vi skulle igang med. Næh nej.. En kalender. Vi har præcis en uge til det så vidt det høres, og det sjove er, at det her kan gøres på en dag.
Skolen ligner sig selv. 99% af tiden sidste semester lavede vi ikke en skid, fordi vi havde for meget tid til det hele - Ser ud til vi skal igennem den tur igen. Skal nok blive hyggeligt tidsfordriv.

Nå, må hellere gøre endnu et forsøg på at sove. Håber jeg kan denne gang.